Redekasse til vandrefalken



Vandrefalk

I august opsatte Jørgen Terp Laursen fra Østjysk Biologisk Forening en redekasse til vandrefalken på toppen af en af vores siloer. 
Nu venter vi så på, at redekassen skal blive beboet, men det kan tage tid, for vandrefalken er en meget forsigtig og sjælden ynglefugl i Danmark. Arten lever ofte i bjergrige klippeområder, men sjovt nok betragter den også høje bygninger som klippesider. Så det bliver meget spændende at se, om et par vil tage den 5-stjernede redekasse i brug.

Falkekasse.jpg

Vandrefalken i Danmark

Typisk vil først en han indfinde sig ved redekassen og efter 1-2 år kommer en hun til. Parret holder sammen for livet og kan blive op til 10 år gammel. Der yngler blot 13-15 par i Danmark.
Hovedføden er tamduer, som kun fanges i luften. Vandrefalken fouragerer op til 10 km fra ynglestedet og kan styrtdykke efter et bytte med en fart på op til 350 km i timen og er dermed verdens hurtigste dyr. 
Man ved ikke med sikkerhed, hvor de danske vandrefalke flyver hen om vinteren, men nok til Sydeuropa. Nogle par bliver dog i yngleområdet hele livet, hvis der er mad nok. 

Vandrefalk han 1.jpg

Vil du se med?

Er du interesseret i at se redekassen og holde øje med, om der flytter vandrefalke ind, så kan den ses fra Randersvej, hvor der er mulighed for at parkere væk fra vejen. Iagttagelser ved redekassen kan sendes til Østjysk Biologisk Forening: jtl@kirkeugle.dk eller 61 51 64 64 og til Leca Danmark på lecadk@leca.dk.

Falkekasse2.jpg